logo

ULANDSFORENINGEN

SVALERNE-FYN

Vaskemænd og vaskekoner

Vaskemænd og vaskekoner i Kodaikanal

af Birthe Find Madsen.

Dhobis er en af de laveste kaster i Sydindien. De lever nær floderne, hvor de vasker tøj. I generationer er de blevet set ned på og de har ikke meget kontakt til samfundet omkring dem. Men livet er ved at ændre sig. Vaskekonerne har taget sagen i egen hånd og står sammen om at forbedre levevilkårene.

Det bankede på døren allerede kl. halv otte. Udenfor min hoteldør stod en ældre mand. Han havde et halstørklæde svunget om hovedet, en brun cardigan udenpå t-shirten og en lunghi; et stykke stof, slået udenom livet, som er den typiske indiske mandebeklædning. På gebrokkent engelsk spurgte han, om jeg havde vasketøj. Endnu søvndrukken fandt jeg mine gode gamle bukser frem, som var temmelig snavsede opad buksebenene efter gårsdagens regn. Min krøllede orange skjorte trængte vist også til en gang vask og strygning. Jeg gav ham tøjet og spurgte, hvor meget det blev. Han kiggede vurderende på det og sagde prøvende, 20 Rupees. Jeg gav ham en hundredelas, og han vendte diskret siden til og fandt byttepengene frem under lunghien.

Vaskekone

Det var først, da han var gået, at jeg kom i tanke om, at det jo var i dag jeg skulle besøge Dhobikanal, hvor vaskemændene og -konerne bor. Jeg glædede mig til at møde dem. Hurtigt kom jeg under bruseren og ud igen, for der var heller ikke varmt vand i dag. Så i tøjet og ud for at spise morgenmad. Jeg fik mine sædvanlige toastbrød med meget sød marmelade og kaffe med masser af sukker og mælk. Jeg kan ofte ikke smage forskel på, om det er te eller kaffe jeg drikker, fordi der er så meget mælk i.

Dhanalakshmi ventede på mig ved KEDS´s kontor sammen med Jayakumar, som skulle være min tolk. Dhanalakshmi har arbejdet som socialarbejder i KEDS (Kodaikanal Education and Development Service) i 12 år. Som de andre socialarbejdere går hun rundt i boligområderne og snakker med de fattige kvinder om at organisere sig og fortæller dem om deres rettigheder. De fattige kvinder skal motiveres til selv at gøre noget for at forbedre deres tilværelse.

Vasketøj til tørre i lange baner

 

Byens to ansigter

Vi gik ad stejle trapper og krogede småveje igennem Kodaikanal by. Det var til dette bjergområde briterne rejste, når det blev for varmt nede i lavlandet. Nu er det især den indiske middelklasse, der kommer her som turister. Og Kodaikanal er et smukt område; fantastiske bjergskråninger, pinjeskove, bjergsøer, vandfald og en frodig og farverig vegetation. Området rummer også nogle af Sydindiens fornemste hoteller, hvor de populæreste skuespillere ferierer. Her, hvor vi gik, var der bare ikke særlig smukt; det var Kodaikanals andet ansigt. Husene var simple, rendestenene stank af affald. Et sted stod en ko og gnaskede i en affaldsdynge. En kvinde stod på verandaen og redte sit lange sorte hår og nogle børn rendte barfodede rundt og legede. Kvarteret længere nede af skråningen så endnu fattigere ud. Her var de fleste af boligerne lerklinede hytter med bliktag. Jayakumar fortalte, at der tidligere havde været god landbrugsjord, der hvor hotellerne nu lå. I den tid han er vokset op, er der kommet flere og flere turister til området. Han er bekymret for miljøet, for turisterne er ikke særlig betænksomme. Han synes også, at det er et problem, at der er mange arbejdsløse, fordi det er svært at finde arbejde udenfor turistindustrien.

Vi nærmede os nu Dhobikanal. Nede ved floden hang der vasketøj i lange baner.Der var hundredevis af tøjsnore. En fyldt med lagener, en med pudebetræk, en med lange bukser. Det var en hel skov af vasketøj. Vi gik det sidste stykke ned ad skrænten og over hovedvejen. Nede fra Dhobikanal kom en lille, ældre kvinde småløbende imod os. Hun råbte noget på tamilsk, og samtidig havde hun blikket rettet mod mig. Da hun kom helt hen til mig, hilste hun mig ved at holde håndfladerne sammen og sige “Vanakam”, som man gør i Sydindien. Så tog hun et fast greb i min hånd og trak mig afsted. Hun så glad ud. Hun havde en mørkerød vest udenpå sin blomstrede sari. Hendes grå hår var stramt tilbageredt og samlet i en knude i nakken. Ansigtet var fuldt af rynker, men hendes brune øjne var varme og levende. Hun var blå i panden. Jeg havde set mange indere med religiøse tegn i panden, men aldrig blå som hendes. Hvorfor hun havde det, ved jeg ikke, og der skete så meget at jeg helt glemte at spørge. Jeg spurgte hende på engelsk om hendes navn, hun forstod ikke, hvad jeg sagde. Så prøvede jeg på tamilsk. Det lykkedes. Hun pegede på sig selv og sagde “Muthulakshmi”. Jeg præsenterede mig også. Så var kontakten der og vi snakkede sammen på hvert sit sprog indtil tolken kom til.

VaskemandMuthulakshmi trak mig længere ned mod floden. Nede i vandet stod nogle kvinder og mænd ved nogle store sten. De stod med nogle få meters mellemrum og vaskede. Først blev tøjet grundigt sæbet ind, siden skyllet og slået hårdt mod stenene for at få sæben ud igen. Jeg tænkte med bekymring på, om mine bukser mon kunne holde til sådan en behandling.. På bredden lå der store bunker af vasketøj. En lille pige sad på et tæppe og legede med en gammel tandbørste. Andre børn løb rundt mellem tørresnorene og legede.

Vi blev hurtigt omringet af nysgerrige kvinder og børn, der glædeligt hilste på os. Muthulakshmi præsenterede mig for nogle af kvinderne. En kvinde i våd sari kom løbende nede fra floden og præsenterede sig som Bharat, hun er sekretær i sangamen. Det var svært at høre, hvad der blev sagt for lydene af vasketøj, der blev slået mod sten. Så vi gik lidt væk og satte os i græsset for at snakke. Og vi snakkede og snakkede, mens solen bagte fra en skyfri himmel.

Nye tider i Dhobikanal

“For 5 år siden kom Dhanalakshmi ud i vores område for første gang. Hun sagde til os, at hun arbejdede i KEDS, og at de gerne ville hjælpe os med at forbedre vores levevilkår. Det, vi skulle gøre, var at danne en gruppe – en sangam. For når vi står sammen, er det meget nemmere at få gennemført nogle krav overfor myndighederne. Først ville vi ikke høre på hende. Vi havde levet for os selv og vasket tøj i mange generationer. Hvordan kunne det blive anderledes? Så begyndte vi alligevel at høre mere efter, hvad hun sagde, især da hun fortalte, at andre områder havde dannet sangams og havde fået skaffet gadelys og rent drikkevand. Vi besluttede os så for at danne en sangam og jeg blev valgt som formand. Næsten alle kvinder i de 80 familier, der er i området, er medlemmer i sangamen, og vi mødes med kvinder fra andre sangams i Kodaikanal.”

Muthulakshmi fortæller stolt videre, at de har sørget for nye tage på deres huse, de gamle var alt for utætte. De har fået toiletter og fire nye vandhaner i området. Tidligere var der kun en til firs familier. De har ligeledes sørget for, at der er blevet bygget en dæmning, så området ikke længere bliver oversvømmet i regntiden. De har også arbejdet med at skaffe rationeringskort, så de kan købe fødevarerne billigere i specielle butikker. Tidligere kunne det være nødvendigt at betale næsten 300 rupies i bestikkelse for at få udleveret rationeringskort. Når de kommer nu på vegne af sangamen, får de dem uden at betale bestikkelse, og næsten alle i området har fået rationeringskort.

Tidligere kom kvinderne aldrig udenfor deres område. Nu går de selv til myndighederne med deres krav, og de har været på udflugt for at besøge andre kvindegrupper uden for Kodaikanal. De sparer også penge op. Hvert medlem betaler 5 rupees om måneden som medlemsbidrag. Med de penge hjælper de hinanden. Hvis der f.eks er bryllup eller andre begivenheder, køber de måske en sari til gave. Medlemmerne betaler også 20 rupees om måneden. De penge indgår i en fælles fond sammen med de andre sangams opsparinger. Medlemmerne kan så låne af fonden til en lav rente og f.eks. købe en ged eller en ko, så de på den måde kan forøge deres indtægter.

De beskæftiger sig også med familieproblemer i sangamen. En kvinde, hvis mand drak meget og lavede ballade, når han var fuld, kom og beklagede sig til dem. De snakkede med ham og bad ham holde op med sit drikkeri og det har tilsyneladende hjulpet, for han er rolig nu.

De har lavet en demonstration for at få myndighederne til at rense vandet, der er meget forurenet. Al spildevandet fra restauranterne løber ud i floden, som de står og vasker i. De bliver ofte syge af det, benene svulmer op, og håret falder af. En kvinde døde for nylig. Hun var blevet behandlet på hospitalet flere gange, men det nyttede ikke. Myndighederne har endnu ikke gjort noget ved det forurenede vand, men sangamen giver ikke op.
Hvor er mine bukser?

Nu måtte jeg altså have at vide, hvor mine bukser var henne. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan de kunne finde rede i alt det vasketøj. Tolken spurgte, hvem der havde været på mit hotel i morges. En ung fyr, der stod og vaskede nede i floden, sagde med et smil, at det var hans far, der havde indsamlet vasketøjet og ham selv, der havde vasket det. Han pegede på en tørresnor længere væk, og der hang mine bukser nok så pænt. “Det er min søn, Shiva. Han er 16 år”, sagde Bharat ikke uden stolthed. Shiva fortalte, at hver familie har sine tørresnore og at familien arbejder sammen. En familie vasker ca. 500 kg tøj om dagen. Mændene indsamler tøjet tidligt om morgenen på hotellerne og ved skolerne. Nogle kvinder indsamler tøj hos private. Det er oftest kvinderne, der vasker og mændene der stryger tøjet. Strygningen foregår enten hjemme eller i små strygebutikker, hvor man kan indlevere sit tøj til strygning. Hvert familiemedlem tjener ca. 25 rupees om dagen (ca 5 kr).

Muthulakshmi trak mig op fra græsset og tog mig under armen. Vi gik hen til deres deres tempel, et lille farvestrålende hus med en åben plads foran. Vi tog sandalerne af og gik ind på pladsen. Inde i det lille tempel sad en gudefigur, der var smykket med blomster, og foran stod små skåle med pulver i forskellige farver. Vi gik videre hen til husene. De ligger tæt sammen som rækkehuse. Pudset er ved at falde af murene og dørene er frønnede. Hist og her lå der vaskebaljer og bunker af tøj. Muthulakshmis hus består af et rum. Her sover hun på en briks og laver mad på et åbent ildsted bag døren. Der var meget mørkt derinde, og meget varmt, for tagene er af blik.

Det var tid at tage afsked. Vi gik ned til floden for at hilse farvel til de kvinder, der stadig stod og vaskede. De var optaget af at genne liget af en opsvulmet død rotte væk fra hvor de stod og vaskede. Da den var væk, inviterede Bharat mig med til sin datters bryllup i næste måned. Det måtte jeg desværre afslå for jeg skulle jo hjem igen.

Det bankede på døren igen tidligt næste morgen. Uden for min dør stod en smuk ung mand med et dejligt smil. Det var Shiva. I hånden havde han en avispapirpakke. I den lå min skjorte og bukser, rene og nystrøgede som aldrig før.`

Artiklens forfatter arbejder som frivillig i Ulandsforeningen Svalerne. Svalerne giver økonomisk støtte til KEDS og lignende organisationer i Sydindien og Bangladesh, der alle arbejder på at forbedre de fattiges vilkår.