logo

ULANDSFORENINGEN

SVALERNE-FYN

Rejsebrev, Indien

Rejsebrev fra to absolut ikke enlige svaler i Indien

Af Kirsten Nielsen og Helle Vinther Kristensen

Efter at have besøgt flere af de organisationer og kvinder, Svalerne støtter i Indien, er jeg blevet meget stolt over at være svale. Svalernes støtte gør virkelig en kæmpe forskel for kvinderne ude i landsbyerne – det betyder, at de lærer og får mod til at kæmpe for deres rettigheder, og at de får håb for fremtiden.

Jeg er sammen med en anden svale udsendt af Svalerne på den årlige kontaktrejse til Indien, hvor vi besøger vores indiske partnere. Jeg har været aktiv medlem af Svalerne i 4 år, men det er første gang, jeg besøger vores partnere. De organisationer, Svalerne støtter, arbejder primært for at empower kasteløse kvinder og stammefolk til at kæmpe for deres rettigheder.

Jeg er ellers af natur meget skeptisk også over for udviklingsbistand i forhold til, at vi som donorer kommer med vores vestlige krav og værdier til udvikling og i forhold til, om bistanden giver en langvarig positiv udvikling hos målgruppen. Og så er der spørgsmålet, om Svalerne overhovedet skal støtte Indien, som efterhånden er et rigt land, hvor der er mange milliardærer, som kunne hjælpe deres egne folk enten gennem private fonde eller ved en omfordeling af ressourcerne gennem staten. Svaret er et overbevisende JA efter at have set hvilken forskel støtten gør for kvinderne.

Støtten giver kvinderne flere muligheder for at leve et værdigt liv og giver dem styrke til at kæmpe for de rettigheder, som den indiske lovgivning på papiret faktisk giver dem.

I Indien er der utroligt mange love, som giver folk – herunder kasteløse og kvinder- forskellige rettigheder. Der er en lov imod hustruvold, lov om ret til 100 dages arbejde, minimumsløn, ligeløn, mulighed for lån og ret til information etc. Men hvordan kan du som analfabet kvinde håndhæve disse rettigheder, når du aldrig har hørt om dem og lever isoleret i hjemmet og sjældent kommer uden for din landsby? Her er det Svalernes arbejde kommer ind i billedet.

Dalit Womens Development Solidarity (DWDS), som er en af de partnere Svalerne støtter, er en kvindeledet organisation, som arbejder med at organisere kvinder og give dem viden om deres rettigheder og ikke mindst mod til at stå frem og kræve deres ret. De hjælper kvinderne med at ansøge om forskellige faciliteter til deres landsby, drikkevand, vej, elektricitet, skøder på deres huse (mange har ikke skøder på deres hus og kan derfor smides ud), samt støtte til børnenes udannelse. Det er en lang proces at søge regeringen om disse ting, og de skal besøge de lokale myndigheder mange gange, inden de kan få myndighederne til at se på sagen, og der kræves ofte bestikkelse. Det er derfor en lang proces – fx har en landsby nu på 10. år søgt om en begravelsesplads uden de har fået noget endeligt svar. Det er meget vanskeligt at søge myndighederne, især når man er analfabet og altid har fået at vide, at man er mindre værd pga det meget fastgroede kastesystem i Indien, som ranginddeler befolkningen. Dertil behøver kvinderne støtte og vejledning, som de får fra DWDS. Derudover har kvinderne brug for undervisning i, hvordan de kan tackle deres sociale problemer. Det er fx ikke normen, at man fortæller om sine problemer til sin mand – men kvinderne lærer, hvordan de som en start kan forsøge at snakke med deres mand og lærer at sige fra fx i forhold til deres sexliv.

Mange kvinder i de landområder, hvor Svalerne arbejder, er undertrykte og må ofte ikke gå uden for deres hus uden deres mands tilladelse. Kvinderne lever altså under mandens dominans og forgodtbefindende. Der er mange problemer med, at mændene drikker og er voldelige overfor kvinderne både mentalt og fysisk. Det er svært at forstå for en blåøjet dansker, at problemet er så udbredt, men det er en del af den indiske kultur, at mændene fra de bliver født regnes for mere værd og derfor kan behandle kvinder, som de vil. Fx prioriterer familier at sende drenge i skole og ved mangel på mad i huset er det også ofte drenge, der får maden. Kvinderne er heller ikke vokset op med, at de kan sige nej til deres mand og finder sig således i, at det er manden der bestemmer, hvordan de skal leve deres liv. Det får virkelig en til at værdsætte, at man som kvinde er vokset op i Danmark og ikke skal kæmpe for sådanne basale rettigheder – selvom der stadig er kampe, der skal kæmpes for ligestillingen.

Medarbejderne i DWDS er alle kvinder, der selv har været undsat for forskellige former for mishandling og har kæmpet sig ud af deres problemer, og nu har overskud til at hjælpe andre kvinder. Det er meget imponerende og ganske ufatteligt, når man selv kommer fra en gennemsnitlig dansk familie og er vokset op i trygge kår. Kvinderne er på den måde stærke, men de har ikke meget uddannelse og har derfor brug for træning i, hvordan de hjælper andre kvinder og i hvilken rettigheder lovgivning giver dem. Dette støtter Svalerne dem i.

Vi har på vores rejse rundt i Tamil Nadu også besøgt SEAS, som er en gammel partner, Svalerne støttede for omkring 10 år siden, og som nu igen får støtte. Organisationen har ved hjælp af frivillighed og lokale bidrag kunnet vedligeholde deres arbejde ude i landsbyerne. Det er dejligt at se, at det kan lykkes SEAS at lave et bæredygtig projekt, der også kører videre efter Svalernes støtte. Svalerne støtter nu SEAS med at udvide deres arbejde til at organisere stammefolk. Vi var ude og besøge en landsby, som var meget fattig. De har ikke ret til at bo det sted, de bor, og frygter at blive smidt væk. De har heller ikke fast arbejde, og der er ikke meget håb for fremtiden. De sender ikke deres børn i skole, da de ikke kan se, at det vil gøre nogen forskel. Landsbyen er meget skeptisk overfor SEAS, da de mange gange er blevet snydt af folk, der siger, de vil hjælpe dem. Nogle højkastefolk har fx taget lån for dem, men har kun givet dem halvdelen af lånet. Det vil derfor tage lang tid at få organiseret denne landsby, men de fleste beboere vil gerne have SEAS’ hjælp. Formålet med organiseringen er at gøre dem bevidste om deres rettigheder, så de fx kan søge om skøder til deres huse og få en mere tryg tilværelse. Men også at fortælle om nødvendigheden af at børnene går i skole for at sikre dem nogle fremtidsmuligheder.

Og om det at være to absolut ikke enlige svaler. Alle steder vi kommer, bliver vi modtaget med brede smil, blomsterkranse og en rød farveklat i panden. Vi bliver ikke bare betragtet som donorer men som ligesindede venner, som også arbejder i det små ved hjælp af frivillig arbejdskraft. På den måde er der en ligeværdighed mellem Svalerne, og de organisationer vi støtter. Organisationerne er generelt glade for at have mulighed for at dele deres erfaringer med os, og vi svaler får en enorm indsigt i projekterne og organisationernes og kvinderne livsbetingelser og problemstillinger, som er helt uundværligt for vores arbejde.

Solskinshilsner fra Syd Indien

Kirsten og Helle