logo

ULANDSFORENINGEN

SVALERNE-FYN

Landarbejdere i Bangladesh

Landarbejdere og fattigdom i Bangladesh

af Niels Jørgen Jensen

Landet

Bangladesh er modsætningernes land. Her bor 125 millioner mennesker på et område fire gange så stort som Danmark. De store floder, Ganges og Brahmaputra løber her ud i Den bengalske Havbugt medbringende aflejringer fra Himalayabjergene. Det har skabt et af verdens frugtbareste deltaområder, der udgør omkring 90 procent af landet og sjældent hæver sig over 10 meter over havoverfladen. Markerne, der oversvømmes i regntiden, er særdeles velegnet til risdyrkning. Floderne bringer imidlertid også død og ødelæggelser med sig i form af særligt store oversvømmelser. Landets placering syd for Himalayabjergene og i bunden af Den bengalske Havbugt gør det desuden særligt udsat for ødelæggende cykloner, vestenstorme, tornadoer og tørker. Desuden er der store menneskeskabte økologiske katastrofer såsom tilfældet i Sydvestbangladesh, hvor førhen meget frugtbare landbrugsområder ikke kan dyrkes på grund af for saltholdig jord og store vådområder (beel’er) som følge af fejlslagen digebyggeri, misvedligeholdt vandregulering og pengegridske forretningsfolks brug af afvandingskanaler til rejegårde. Endelig, og det er nok det vigtigste, har århundredes kolonisering og imperialistisk udbytning og dominans gjort Bangladesh til et af verdens absolut fattigste lande.

Landbefolkningen

90 procent af Bangladeshs befolkning bor på landet, og 80 procent er direkte afhængig af jorden for deres indkomster. Omkring 10 procent af familierne på landet ejer over halvdelen af jorden, mens mere end tredjedelen ikke har jord overhovedet.
Omkring 70 procent af husholdningerne på landet har ikke jord nok til at leve af det og må tage lønnet arbejde, hvor og når de kan få det, eller flytte til de hastigt voksende byer. Jorden overtages af andre familier, som kan tjene nok, låne penge ud eller investere kapital. Samtidig bliver de jordbrugene mindre og mindre, og jordstykker mere og mere spredte.

Landsbyerne

De bangladeshiske landsbyer, vi som svaler besøger i halvfemserne, ser ikke vidt forskellige ud fra landsbyerne, vi volontører i halvfjerdserne havde vores gang i. Det er fortsat bari’en med dens små sammenklumpede stråtægte lerhuse omkring den lille gårdsplads, der er hovedreglen. Her bor bedsteforældre, sønner, evt. onkler og andre familiemedlemmer hver i sin husstand samlet omkring gårdspladsen. En ny ting er de forholdsvis mange huse med bliktag, og man ser flere og flere murstenshuse. Bari’erne ligger sammenklumpede og danner små “bydele” (para’er) i landsbyerne, og de fattige bor som oftest stadig for sig selv i deres egne para’er. Det er imidlertid lettere end dengang at komme ud til landsbyerne. Ganske vist er der endnu ikke veje overalt, men der er flere veje (også asfalterede veje) og langt, langt flere busforbindelser. Mange steder må man stadig køre store omveje, gå ad stier henover markerne, krydse små vandløb over vakkelvorne bambusbroer, som absolut ikke er beregnede til vesterlændinge, eller sejle eller stages frem i småbåde ad åløb og kanaler for at nå ud til landsbyerne uden for alfarvej.

Elektriciteten er også kommet til mange landsbyer andre steder har de mere velstillede små generatorer til elforsyning til dem selv. Køer og okser bruges stadig i vid udstrækning som trækdyr i landbruget, men specielt i nogle dele af landet er de ved at blive erstattet med motordrevne landbrugsmaskiner, f.eks. små traktorer, selv om der fortsat ikke er mange af dem.

Er man landbrugskyndig, kan man se langt flere og mere højtydende rissorter på markerne. Det er resultatet af en hel målrettet “grøn revolution”, der i parantes betragtet også har været en vigtig årsag til den stærke vækst i antallet af landarbejdere (og faktisk også stigende lønninger), man har kunnet iagttage de seneste 10-15 år.

Forskere har også peget på, at der foregår en stærk vækst i arbejdspladserne uden for landbrugssektoren. Det er blevet forklaret med, at indkomsterne fra dyrkningen af de nye rissorter har medført større efterspørgsel efter andre varer og tjenester, som hidtil ikke fandtes i landsbyerne. Massive offentlige investeringer i infrastrukturen (veje, kanaler, dæmninger, diger, elektricitet o.l.) og lokale Thana-baserede udviklingsprogrammer inden for sundhed, kreditgivning, social velfærd etc. er også en del af årsagen til, at flere og flere landsbyboere får arbejde uden for landbruget. Det er en udvikling, som selv de fjerneste landsbyer berøres af.

Landsbyernes jordløse landarbejderfamilier har igennem årene været målgruppe for en række fattigdomsbekæmpende programmer fra såvel regeringens som de private NGO’ers side. En husholdning defineres som regel som værende “jordløse”, når den ejer mindre end ca. 1/3 tønde land. Regeringsprogrammerne, som de fjernere liggende landsbyer også har været omfattet af, har de store Food-for-Works beskæftigelsesarbejder, indsatser over for særligt udsatte fattige kvinder, forskellige programmer til genopretning efter regntidens oversvømmelser. Omkring 1990 skønnedes det, at den bangladeshiske regerings og NGO’ernes fattigdomsbekæmpende programmer nåede ud til omkring 20 procent af målgruppen.
En resultat af denne udvikling har været, at de fattige landsbyboeres traditionelle afhængighed af naturaløkonomi, byttehandel, vennetjenester og deslige er ved at forsvinde og bliver erstattet af en mere traditionel pengeøkonomi. Lønindkomst, indtægt fra lokal salg af varer og tjenester og salg til markedet bliver det vigtige.

En anden ting, som man kan se med egne øjne, er, at det meste af udviklingen er sket langs hovedvejene og de asfalterede biveje. – Det tager tid for denne udvikling af sive ud til de fjernere liggende landsbyer, og det kan diskuteres (og bliver det også), hvorvidt de fattige landsbyboere nu også har fået gavn af udviklingen siden halvfjerdserne.

Fattigdommen

I halvfjerdserne var fattigdommen og armoden mere synligt. De fattigste landsbyboere boede ofte i mere faldefærdige huse. De havde mindre at spise, og kosten var ofte meget ensformigt (ris og linser (dal)).

Under- og fejlernæring var noget man kunne se, når man kom ud i landsbyerne. Meget af Svalernes arbejde i halvfjerdserne i de to projekter i Bogra-distriktet gik da også ud på at hjælpe de fattige til at ændre kostvaner og spise mere sund, ernæringsrig og varierende mad. Dét var ikke let for de fattige landsbyboere, som ikke havde penge eller jord og desuden ofte var afskåret fra sundhedstjenester, medicin og den mest basale undervisning. Datidens problem for NGO’erne, herunder også Svalerne, var at målrettede hjælpen, så den virkelig nåede de fattigste, og ikke havnede i hænderne på de bedre stillede landsbyboere.

Nu er fattigdommen, hvor paradoksalt det kan lyde, nok mere skjult end i halvfjerdserne. Statistikken viser, at de jordløse landsbyboere har flere penge mellem hænderne, men velfærden er ikke blevet bedre. Indkomstforskellene mellem rig og fattig i landsbyerne er større end nogensinde før. De fattige husholdninger har sværere ved at klare dagen og vejen via egenproduktion, f.eks. af grøntsager, eller naturaløkonomi og må dække deres forbrug på markedet. Det tvinger mange fattige kvinder til arbejde uden for hjemmet. Samtidig ændres svigerdøtrenes status fra at være et arbejdsaktiv i det hidtil selvforsynende familiebrug til nu at være en forbrugsbyrde, hvilket gør medgift og kompensation fra pigens familie særdeles vigtige i forbindelse med hendes bortgiftning.

De fattige har heller uden videre adgang til økologiske ressourcer som f.eks. regeringsejet khas jord, fiskedamme, skovbrug, retshjælp etc. Formelt set har de adgang, men ikke i praksis. For at forstå fattigdommen i de bangladeshiske landsbyer må man også se på de fattige landsbyboeres manglende personlige sikkerhed/rettigheder. Sårbarhed over for vold og overgreb er stadig dagens orden på landet i Bangladesh.

De fattige landsbyboere kommer hele tiden til kort i den intensive kamp om de relativt knappe ressourcer. De ejer ikke landbrugsjord. De traditionelle magtstrukturer er forholdsvis uændrede, skønt suppleret med nye magtfulde lag af f.eks. arbejdsgivere inden for andre erhverv end landbrug. Magten ligger stadig i hænderne på få stærke familier. Det kniber med de fattiges gruppesolidaritet. De står ofte i komplekse afhængigheds- og taknemmelighedsforhold til magtfulde personer, der har dem under protektion og evt. kan give dem arbejde og lån. De fattige familier magter derfor sjældent effektivt at sætte ind over for de hyppige overgreb i form af frasvindel af ejendom, intimidering, chikane, vold eller mord, de udsættes for.
Tvister om den knappe jord, politiske fejder, politiovergreb og falske politianmeldelser, som især går ud over de fattige, hører man meget om. De nærmest daglige verbale og fysiske overgreb imod kvinderne hører man sjældnere om. De foregår nemlig oftest i det skjulte inden for hjemmet eller bari’en. De fattige landsbyboere er uhyre sårbare over for naturkatastrofer: – oversvømmelser, cykloner, tørke og erosion langs floderne. Naturkatastroferne kan helt og aldeles trække underlaget bort under dem. De mister ikke kun arbejdspladser og pengeløn, men må også betale mere for risen og hveden, de spiser.

Hjælpen til selvhjælp

Det har siden Bangladeshs selvstændighed i 1971 været mange tiltag både fra regeringens side og fra NGO’erne for at hjælpe de fattige i Bangladesh til en bedre tilværelse. Men fattigdomsbekæmpelsen har haft en stærk tendens til at indeholde et syn på de fattige landsbyboere som “modtagere” af hjælpen. Ganske vist har det ofte været en betingelse for hjælpen, at de fattige sluttede sig sammen i grupper for at få del i hjælpen.

Men det er mest NGO’erne, der har indset, at det i den forbindelse er nødvendigt at styrke de fattiges gruppesolidaritet og bekæmpe de eksisterende magtstrukturer, hvis de fattige skal få styr på deres egen situation, dvs. skal kunne hjælpe sig selv, – som vi siger i Svalerne.

Niels Jørgen Jensen, 1996